I er for pæne, artige og ofte ufarlige

Der må gerne være mere bid og pågåenhed i de danske bevaringsforeninger, mener Peter Olesen

De mange danske bevaringsforeninger gør utvivlsomt et stort stykke arbejde i deres respektive bysamfund. Ingen tvivl om det. Der følges meget med, rejses sager, skrives indsigelser og arrangeres møder og debatter. Mange gode kræfter lægges i arbejdet. Men alligevel er mit hovedindtryk efter mange års arbejde med bevaringssagen og efter rigtig mange besøg som foredragsholder, indpisker og som den, der tør sige det slemme, fordi jeg ikke bor lokalt, at bevaringsforeningerne generelt er for pæne, artige og ofte ufarlige. Det er mange steder nydelige bedsteborgere, der også føler, at man måske skylder lokalsamfundet ikke at fare for voldsomt og aggressivt frem med for stor pågåenhed. Med måde er alting godt. For lidt og for meget fordærver alting. Det ved de fleste af os.

Jeg har mødt mange pæne og velmenende, vidende og ordentlige folk engageret i bevaringssagen, men de farer for ofte med lempe. De kender jo borgmesteren og de lokale handlende og byens arkitekter, så der synes at være grænser for, hvor langt de kan gå, og hvor meget de kan tillade sig at sige. Jeg har også mødt enkelte, der var så pågående, ja næsten trættekære, at effekten af deres indsat blev ringe, fordi folk stod af overfor de evige brokkehoveder. Skal kritik serveres, og skal modspil lanceres, skal der viden og indsigt til, ingen tvivl om det, men det hele må også gerne serveres mildt og venligt, med lidt humor og et glimt i øjet, en ræv bag øret. Den slags fremmer ofte forståelsen og ekspeditionen og giver respekt. Konstant brok mødes med hovedrysten, og der lyttes ikke meget.

Så det er faktisk ualmindelig svært at være bevaringsforening og skaffe sig indflydelse. Men jeg mener stadig, man skal frem i skoene. Lægge noget af det pæne og artige af sig og gøre sig synlig, skaffe sig gode kontakter i lokalpressen og sørge for stor synlighed. Med medieomtale, arrangementer, udflugter, præmiering og særlige vinderpotentielle mærkesager.

De fleste bevaringsforeninger har mange medlemmer, der er kommet noget op i årene. Og det er fint. Men hvor er de unge? Hvorfor orker de ikke at være medlemmer? Interesserer emnet dem ikke? Er sagerne ikke indlysende og indbydende nok? Er det børnefamilietravlhed? Eller appellerer man ikke til f.eks. de yngre håndværkere og arkitekter? Virker man for støvet og bedsteborgerlig? Hvem skal føre sagen videre? Der er mange spørgsmål at ransage hjerte og nyrer med.

Også antallet af medlemmer bekymrer mig meget. Naturfredningsforeningen og dens lokalafdelinger kan noget helt andet. Men vel ikke kun fordi natur er vigtigere og mere interessant end bygninger? Vel også fordi sagen sælges bedre og mere interessevækkende hos naturfolkene? Flere bevaringsforeninger har færre end 100 medlemmer. De skulle have i hundredvis alle steder. For når der først er en sag, som kan samle folk, så møder der flere hundrede op. Tag bare eksempler fra Ringkøbing for nylig, da den gamle Musikskole, tidligere Borger – og Realskole, skulle rives ned. 500 i protestfakkeltog gennem byen, mange af dem folk, som den lokale bevaringsforening aldrig havde mødt i den sammenhæng før. Der skal med andre ord en sag til, en indlysende sag, måske endda ligefrem en sag om faren for at miste. Så sker der noget, hvis den håndteres klogt og synligt.

Jeg fik for nylig en henvendelse om et foredrag i en af landets bevaringsforeninger, der var gået fra vist 250 medlemmer til nu kun ca. 50. Det er jo bekymrende. Og det skal der gøres noget ved. Nye metoder, måske nye kræfter, ny strategi?

Jeg mindes ofte med glæde den tidligere formand for bevaringsforeningen i Nykøbing Falster, tømrerhandler Ole Olsen. Han havde vist 600 eller 800 medlemmer. Blandt andet, sagde man lokalt, fordi foreningen hvert år udgav et skrift eller en lille bog om et interessant lokalt bevaringsemne. Den årlige udgivelse ville alle gerne have, og den fik man gratis, når man var medlem. Det trak. Og så var Ole Olsen en underholdende og glad mand, som mange kendte og holdt af.

Jeg husker et møde, hvor jeg i byens store sportshal til en stor forsamling på vel 300-400 tilhørere havde givet byen det kærlige og glatte lag, og hvor Ole Olsen skulle slutte af. Der viste han, hvorfor folk gad komme til hans møder:

”Man hører jo af og til undervejs sådan en aften, at Peter Olesen er vokset op i Holbæk. To mænd skulle i gamle dage fra Holbæk til København til begravelse. De klædte sig i deres bedste sorte tøj og tog toget fra Holbæk Station. Dengang skulle man skifte i Roskilde, og da de steg af toget i Roskilde, sagde den ene til den anden ”Jeg skal pisse”. ”Det skal jeg også”, sagde den anden. Da de havde forrettet deres nødtørft steg de kort efter på toget igen. Efter en tid sagde den ene til den anden: ”Det kører sgu den forkerte vej, vi er på vej tilbage til Holbæk”. Så nu var det for sent, de kunne alligevel ikke nå begravelsen. Tilbage i Holbæk foreslog den ene, at nu hvor de alligevel var i stadstøjet, kunne de ligeså godt promenere en tur gennem Ahlgade, hvad de så gjorde og her mødte en fælles bekendt, der spontant brød ud:

”Hvor har I været henne i den mundering?”

”I Roskilde og pisse”

Behøver jeg berette, hvordan salen reagerede? Og behøver jeg fortælle mere om, hvorfor jeg tror, at Ole Olsen kunne trække medlemmer til foreningen? Ikke, at jeg mener at alle foreninger behøver gøre magen til men gerne gøre mere med yderligere overskud, med humor og med et glimt i øjet. Gerne med servering af bevaringsforeningernes mærkesager med en ræv bag øret og en meget fast hånd. Ikke for megen pænhed og artighed og hensyntagen til borgmester og andre honoratiores i byen. Derfor er det måske heller ikke altid den bedste ide, at formanden er arkitekt. Ikke et ondt ord om arkitekter overhovedet, men de skal jo også kunne arbejde i byen samtidig og bagefter. Den bedste formand er en, der står frit, kan udtrykke sig tydeligt og klart, en der kan samle folk og som mødes med almindelig tillid og respekt.

Og hvor finder man så lige sådan en? Det er i hvert fald ikke let. Omvendt heller ikke umuligt.

Men vigtigst af alt: vær ikke ufarlige og læg pænheden og artigheden af jer! Så skal det nok gå fremad. Sagen er så vigtig, og folk bliver i de senere år mere og mere interesserede. Bevaringssagen har vinden i ryggen, og det skal vi også gerne snart kunne måle på både medlemstallene og på antallet af vindersager.

God fornøjelse!

Peter Olesen, forfatter og journalist

← Tilbage til Artikler