10 eventyrlige haver
Giv 10 haveskribenter den samme opgave at finde hver deres 10 mest eventyrlige haver. Det bliver 100 i alt, og vi vil højst sandsynligt ikke finde bare en af de 100 valgte haver gå igen på andre af de lister, skribenterne ville udarbejde. Hver sin smag, hver sin måde at vælge på. Eventyrhave-kandidaterne kan være mange.
Med andre ord kan mit valg af 10 eventyrlige haver kun blive subjektivt. Det er MIN måde at definere eventyrlig på. Det er 10 haver, der taler til mit eventyrinstinkt, som sætter mine tanker og mine følelser i gang. Som skærper min nysgerrighed og giver mig ideer til eget brug.
Når jeg tænker have og eventyr, så går jeg meget lidt efter det friserede, det forudsigelige og det meget pæne. Men i stedet efter det overraskende, det uforudsigelige, det overvældende, det kreative, det personlige.
I 2006 udgav jeg bogen “Min vilde eventyrhave” om min egen have i Vejby Strand og fik usædvanlig megen positiv respons. Den have er vild og eventyrlige på min måde. Og det er bestemt ikke haver af samme type og skuffe, jeg nu har valgt til “10 eventyrlige haver”. Denne bogs 10 haver er eventyrlige på hver deres måde. Ikke to af dem ligner hinanden, de er så vidt forskellige, som haver overhovedet kan være. Men eventyrlige, det er de – målt med mine alen. Og netop derfor er disse 10 haver valgt hertil.
Om 10 eventyrlige haver skrev anmelderne:
Gitte Just, Berlingske Tidende:
Den inspiration, Peter Olesen selv akkumulerede og gav videre i bogen “Min vilde eventyrhave”, sendte ham sidste år på en lystrejse rundt i Danmark for at besøge andre haveejere med tilsvarende kreative evner. Fælles for de ti haver, han præsenterer i sin nye bog, “10 eventyrlige haver”, er ufrisertheden… den er inspirerende.
Hjemmet:
Inspirerende for os, der som udgangspunkt har en mere ordinære have
Helle Grouleff, Isabellas:
Skøn haveinspiration
Anne-Marie Gregersen, Ark Fokus:
I “10 eventryrlige haver” har forfatteren Peter Olesen og fotografen Henrik Bjerregrav besøgt grønne kvadratmeter, hvor frodig fantasi og original skabertrang ikke har ladet sig hæmme af den omsiggribende friserede pænhed. De grønne eventyrhistorier om haveejere og deres passioner når vidt omkring…
Lene Alsing, Jydske Vestkysten:
Rendyrket haveglæde. Det er en rigtig hyggebog, Peter Olesen har skrevet. Blid og venlig. Haveglæden slår op fra hver side i både forfatterens tekst og Henrik Bjerregravs fotos.
Kristeligt Dagblad:
I den ny bog inviteres læseren med bag havelågen, stengærdet og bøgehækken i 10 usædvanlige og usædvanligt personlige haver, fra Århus til Gudhjem, fra Kerteminde til Hornbæk.
Poul Erik Knudsen, Rytterknægten, Bornholms Tidende:
Nu har han gjort det igen. Peter Olesen er sammen med fotografen Henrik Bjerregrav, der har taget en række smukke fotos, som gør bogen interessant selv for ikke have-elskere, taget på besøg hos haveejere rundt om i Danmark. Bogen favner bredt.
Karina Demuth, Frederiksborg Amts Avis, Vejle Amts Folkeblad m.fl./Dagbladenes Bureau:
I en ny veloplagt, haveforelsket og sprudlende inspirerende havebog har Peter Olesen med sikker sans udvalgt sine ti eventyr. Han er især gået efter haver, som byder på noget overraskende, uforudsigeligt, overvældende, kreativt og personligt. Samtidig er det lykkedes ham at finde frem til ti meget forskellige haver, der er eventyrlige på hver deres helt egen måde.
CentrumMorgen og CentrumAften, Aalborg:
Inspirationskilde til andre haveejere
Marianne Povelsen, Holbæk Amts Venstreblad:
Holbæks bysbarn Peter Olesen har nok en gang begået en eventyrlig bog om haver. Bogen favner bredt… Bogen er en inspirationskilde for alle haveelskere og et spark væk fra den nydelige og velfriserede have.