Københavns svævende smutveje
Svævende smutveje og sukkenes broer – i København og på Frederiksberg! Hvad er nu det? Er det ikke i Venedig, de findes – Sukkenes Bro f.eks.?
Jo – men der er også mange eksempler på fænomenet i hovedstaden! Svævende gangbroer fra en bygning til en anden. Gangbroer, man kan gå, cykle eller på anden måde færdes under – i det fri.
I årevis har det fascineret mig ganske meget at lede efter netop “svævende smutveje” og “sukkenes broer” i København og på Frederiksberg, notere dem, fotografere dem og nu til sidst som endemålet samle dem i en bog for at give et samlet indtryk af, hvor mange der egentlig er og dermed forhåbentlig overraske: Findes de virkelig alle sammen i København? Det var ligegodt utroligt!
Det er den reaktion, jeg selv er kommet med og faktisk venter fra flere.
I alt 43 steder med samlet 69 svævende smutveje er med i denne bog om hovedstaden. Nye og gamle. De ældste tilbage fra 1700-tallet og de yngste fra 2006. Korte og lange. Smalle og brede. Høje og lave. Lukkede eller åbne af stål og glas. Fra en etage til hele fem etager oven på hinanden. De 43 steder er inddelt i fem ture – og dermed er serveret en ny og helt anderledes københavnerguide til at gå på opdagelse efter. Til brug hele året. Selv holder jeg meget af at gå på opdagelse og ved, at det gør mange andre også. Hvorfor så ikke også gå eller cykle på opdagelse efter dette helt specielle fænomen, som jo i nogen grad præger også det københavnske bybillede. Gangbroen, der sparer en for at skulle ned på gaden og op igen – men over hvilken man i stedet let kan smutte fra en bygning til en anden uden at skulle ned, ud og op. Som f.eks. hen over Vognmagergade fra et Gutenberghus til et andet, i dag Egmont og Filmhuset uden forbindelse, men stadig med den fine, nyrenoverede bro. Jeg kan ikke love, at alle Københavns svævende broer er med her, men jeg tør godt sige, at langt de fleste er. Både de mest kendte og meget synlige og de mere ydmyge og let skjulte. De arkitektonisk interessante og de mindre interessante. Deriblandt vel nogle rigtige overraskelser. Der er med garanti flere, hvis vi kommer ind i alle baggårde, men jeg har dem med, som jeg kender, og som jeg finder interessante. Udvider vi området, kunne man også tage eksempler fra Københavns omegn – Novo i Bagsværd, en grøn af slagsen ved Mørkhøj Alle i Gladsaxe, DTH i Lundtofte, den store mellem Terminal 3 og Hilton Hotel i Københavns Lufthavn i Kastrup og endnu flere. Men jeg har valgt en ydre bygrænse, indenfor hvilken der er fem oplagte ture. Man kan selv bestemme, om man vælger at gå eller cykle. Der er naturligvis helt frit valg.
← Tilbage til bøger om arkitektur
Om Københavns svævende smutveje skrev anmelderne:
Bjarne Schilling, Politiken:
Peter Olesen tager sig kærligt af de allermindste broer, som der er forbavsende mange af.
Heidi Engelund, Valbybladet, Vesterbrobladet og Frederiksbergbladet:
En hyggelig guidebog om ture i København…Med bogen i bagagen kan man både få motion og blive klogere på sin egen hovedstad.
Poul Erik Knudsen, Rytterknægten/Bornholms Tidende:
Vi kan kun opfordre læserne til at følge Peter Olesen…På turene rundt i byen møder læserne, der selv vælger om de vil cykle eller gå , meget interessant og meget forskelligt byggeri og får mange oplysninger og god viden med sig hjem.