8 gåture gennem København
Jeg tager læserne med på 8 ture gennem det smukke og spændende København. Alle ture lægger op til at deltagerne får motion og samtidig ser og oplever kendte og ukendte sider af København.
Jeg har tidligere lavet gåture for Hjerteforeningens Walkatons i 1999, 2000 og 2001, og det er blandt andet disse ture i en opdateret og omredigeret version plus flere nye, der er bogens udgangspunkt.
Alle ture starter midt i byen ved Christiansborg og går herfra langs havnen til Langelinie, langs Kalvebod Brygge, over Christianshavn, gennem Holmen, langs Islands Brygge, over voldene og Kastellet og over Vesterbro til Frederiksberg Have, Søndermarken, Carlsberg og Istedgade.
Alle ture er grundigt beskrevet, særlige huse og steder er fremhævet. Tag med på 8 spændende ture og lær en masse om det dejlige, grønne København med pragtfuld beliggenhed ud til havn og kanaler.
Gåtursguiden er udgivet i samarbejde med de to patientorganisationer Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse, der jo begge opfordrer deres medlemmer til at få så meget motion som overhovedet muligt. I bogen kombineres motion og oplevelser.
← Tilbage til bøger om arkitektur
Om 8 gåture med Peter Olesen gennem København skrev anmelderne:
Gunhild Korsgaard, Helsingør dagblad:
Har man lyst til at prøve noget nyt, er det en god ide at tage Peter Olesens lille lommebog i hånden og lade sig lede rundt…bare det at have hans mening i hånden, mens man betragter København på en ny måde, er forfriskende.
Poul Erik Knudsen, Bornholms Tidende:
En god vejleder for den, der ønsker at se mere af byen end bare det, man oplever ved en strøgtur…Peter Olesen ville ikke være sig selv, hvis han undlod at komme med kritiske bemærkninger undervejs.
Hjertenyt:
Alle ture er grundigt beskrevet og giver en fantastisk mulighed for at lære meget mere om det dejlige København.
Lektørudtalelse, DBC:
De fleste københavnere, i bredeste forstand, vil have både fornøjelse og nytte af bogen, og provinsboere vil såmænd ikke tage skade af at komme uden for de fasttrampede ruter.
Allan Tønnesen, By og Land:
Alt i alt er det fornøjelige ture med mange diskussionsoplæg, og man får rørt sig.