På opdagelse i Svendborg
I 2011 tog jeg turen gennem spændende Svendborg med de to 11-årige Alberte og Julius. Vi skal ud for at opdage alt det spændende, som man ikke når at se til hverdag, når man skynder sig gennem byen. Og vi fandt ikke så lidt, og havde det rigtig sjovt. Og så en masse.
Kan stadig købes lokalt.
Om baggrunden for bogen
Svendborg er en rigtig dejlig by, der ligger smukt på skråningerne ned mod Svendborg Sund – med udsigt til vand, Thurø og Tåsinge.
Svendborg har mange gamle huse med ikke så lidt udsmykning på facaderne. Jeg kender Svendborg godt gennem mange år og besøgte byen igen i september 2010 for at beskrive og anmelde den ved et foredrag arrangeret i den fint istandsatte Guldsal i Borgerforeningen. Jeg foreslog ved den lejlighed, at man i Svendborg lavede en plakat eller en lille bog for byens yngste, fordi byen er så fuld af spændende udsmykning, pynt og en masse andet at gå på opdagelse efter. Primært for at børnene og de voksne kan lære byen og byens pynt og eventyrlige udsmykning bedre at kende. Jo tidligere vi lærer at være nysgerrige og gå på opdagelse jo bedre. I hvert fald efter min bedste overbevisning.
Et par af foredragets arrangører, bibliotekschef Birgitte Karmann Roslev fra Svendborg Bibliotek og Borgerforeningens nu tidligere formand Jørgen Andersen, bad mig senere skrive bogen, nu jeg selv havde foreslået den. Jeg sagde ja, fordi opgaven er så oplagt, spændende og umulig at sige nej til. Jeg har i forvejen lavet tilsvarende bøger om København, Århus, Odense, Aalborg og Frederiksberg.
Jeg tog så en grundigere tur gennem Svendborg sammen med bogens fotograf Torben Petersen og bogens grafiker Henriette Wiberg Danielsen. Plus min gode, gamle ven Peder Købke Rimmer, der har boet i Svendborg siden 1970, og som kunne give flere nyttige tips. Herefter var jeg – og de andre – endnu mere tændte på opgaven. Hold da op en guldgrube af pynt og udstyr. Jeg lagde ruten, fotograferede alt, hvad jeg så og fandt, så jeg havde noget at se på, når jeg skulle skrive. Og bad samtidig om hjælp på biblioteket for at få oplyst, hvad jeg ikke vidste om de enkelte bygninger og deres historie.
Derefter inviterede jeg to børn til at tage med på den egentlige tur gennem byen, så vi kunne opleve det hele i fællesskab. De to er 11-årige Alberte fra Ollerup og 9-årige Julius fra København. Alberte havde jeg mødt på Slotsgården i Ollerup, hvor hun bor med sin familie. Julius kendte jeg også i forvejen. Han er nevø til bogens fotograf.
Dermed var det bare om at komme i gang, og det er nu den tur, I som læsere skal med på. I kan godt glæde jer. Der er nemlig ingen tvivl om, at de trænede øjne, der kommer udefra, ser mere end de øjne, der vandrer gennem byen til hverdag og tror, at de kender det hele, har set alt og ikke venter nye overraskelser. Bare vent, der er masser af nyt for de fleste og masser af pynt, som mange nok aldrig har set før.
Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at Svendborg er noget helt særligt. Ikke mange andre danske provinsbyer kan byde på den samme rigdom i udsmykningen af byens huse. Svendborg er jo en af de større fynske byer, som gennem mange år har været rigtig velhavende, blandt andet fordi mange lokale sømænd gennem århundreder har sejlet på de store verdenshave og dermed været gode handelsmænd, der har skaffet penge hjem til byen. Og det bærer Svendborg tydeligt præg af. Det skulle kunne ses og aflæses i byens arkitektur og på dens mange udsmykkede facader. Jeg synes, det har været en stor fornøjelse at dykke ned i og gå i detaljer med.
Prøv selv at gå på opdagelse, find forskelligt andet og prøv ikke mindst at tælle, hvor mange gange Svendborgs byvåben optræder i bybilledet. Ikke kun i de mange kloakdæksler men også mange steder på husenes facader.
Så god fornøjelse til alle jer, der har lyst til at gå på opdagelse! Jeg lover jer, at det ikke er kedeligt.